17. april 2017

Til dig der gerne vil være mentor

 

Er du 18 år eller derover? Har du tidligere selv levet med et alkohol- og/ eller stofmisbrug, og har du lyst til at dele dine erfaringer med et andet menneske og hjælpe andre med at mestre et liv uden misbrug? Så bliv frivillig mentor i et nyt peer-fællesskab i Vejle.

 

Hvis du siger ja, bliver du en del af et spændende og inspirerende fællesskab af frivillige, der gerne vil gøre en forskel for andre, som er klar til en forandring i deres liv.
Peer-to-peer-metoden betyder i al sin enkelthed ”ligesindede til ligesindede” -støtte. Du bliver matchet med en peer, ud fra dine og peers ønsker og efterfølgende mødes I efter aftale. I kan f.eks. drikke en kop kaffe sammen, gå til fodboldkamp, i biografen el hvad I har lyst til. Der er ingen regler for samværet udover, at det ikke må foregå i eget hjem.

Hvad kræver det?
Din vigtigste kompetence er, at du er robust og har personlig erfaring med at komme ud af et misbrug af alkohol og/eller stoffer, forblive ude af misbrug – og at du har tid, lyst og overskud til at dele ud af den erfaring og være mentor for en anden, som lige er kommet ud af et misbrug

Det har derfor ingen betydning, hvad du har af skoleuddannelse.

I forløbet deltager du på et hold med max 14 andre frivillige mentorer. I mødes gennem en periode på 7 måneder én gang om måneden, hvor der er undervisning og sparring. Derudover mødes du med din peer i det omfang, som I selv aftaler.

Hvad indebærer det at være mentor?

  • Du skal have været stof- og/el alkoholfri i minimum 1 år. Dette gælder også substitutionsbehandling.
  • Lyst til at gøre en forskel for en anden.
  • Mulighed for at deltage i undervisning én dag om måneden i 7 måneder.
  • Deltage i sparring et par timer om måneden sammen med de andre mentorer.
  • Samvær med peer.
  • Deltage i evalueringer i forbindelse med projektet.

 

Samværsforløbet med peer’en varer 6 måneder med mulighed for at forlænge yderligere 3 måneder, hvis begge ønsker det.

Man har altid mulighed for at trække sig eller holde pause.

 

Hvad får man ud af det?

  • Nyt spændende fællesskab af frivillige.
  • Være med til at videreudvikle projektet og Peer-støtte metoden.
  • Efter endt undervisningsforløb får du et deltagerbevis.
  • 1 – 2 fællesarrangementer om året.
  • Der er en ugentlig cafedag, hvor alle projektets deltagere kan mødes (der vil altid være en medarbejder tilstede).
  • Lære nyt – også om dig selv.
  • Risiko for at udvikle venskab 🙂

 

Du vil få støtte og råd fra medarbejdere i projektet under hele forløbet.
Hvorfor laver vi sådan et projekt?

Din indsats som frivillig bliver en del af et fælles 2-årigt projekt (2016-2018), som Vejle Kommune og Psykiatrifonden står bag.

Vi vil sammen undersøge, om peer-støtte kan hjælpe mennesker, der har haft et misbrug eller som er i efterbehandling. Vi håber på, at støtten fra en ligesindet vil være med til at mindske ensomhed, undgå tilbagefald og skabe netværk udenfor misbrugsmiljøet.